Partnerskaber styrker resultaterne
Et stærkt fællesskab er grundlaget for pensionskassen og hele PKA. Vi arbejder sammen for at stå stærkere, udnytte synergieffekter og skabe mere værdi for vores medlemmer. Investeringsområdet er ingen undtagelse. I 2020 har vi indgået flere nye spændende partnerskaber.
Partnerskaber gavner alle
I 2020 gik vi i gang med at søge partnerskaber til IIP, et PKA-selskab, der investerer i kapitalfonde med henblik på at mindske omkostningerne og gøre investeringsplatformen endnu stærkere. Dette arbejde er fortsat i 2021 efter, at vi har etableret en ny IIP-fond i 2020.
I AIP, et PKA-etableret selskab, der investerer i infrastruktur som fx vindmølleparker, søgte vi også nye samarbejder udover det, vi i forvejen har med PenSam. Sammen med den norske finansielle virksomhed Storebrand og to schweiziske pensionskasser oprettede vi en ny fond under AIP. På ejendomsområdet har vi stærke strategiske partnerskaber med blandt andre FB Gruppen og A. Enggaard, som PKA har lavet en række store projekter med, fx Grønttorvet i Valby og Ceres Grunden i Århus.
Viden og kapital giver succes
Vi går målrettet efter langvarige og strategiske partnerskaber, der vil give os adgang til særligt attraktive investeringsmuligheder samt stordriftsfordele og sikre, at den viden vi hver især har, kommer hinanden til gode. Fx trækker vi på ejendomsudviklernes store viden og netværk, når vi udvikler miljøvenlige byggerier. Vi samarbejder også med specialister i fx bofællesskaber, for at skabe boliger med velplanlagte og attraktive fællesarealer. Når vi på den måde kombinerer viden og kapital, skaber vi fælles gode resultater med stordriftsfordele.